En gigantsucces lakker mod enden
Er der én filmserie der har fået mediedække det sidste år, må det være filmatiseringen af den svenske forfatter Stieg Larssons Millenium-trilogi. Alene næsten 1 million danskere så den første film i serien, og trilogien er blevet den største biografsucces her i landet i mere end et årti.
Det er nu knap et år siden ”Mænd der hader kvinder” havde premiere, siden er den udkommet på DVD, og for et par uger siden udkom 2’eren ”Pigen der legede med ilden” også på DVD. Samtidig er den sidste film ”Luftkastellet der blev sprængt” ved spille sine sidste biografforestillinger. På den baggrund er det på sin plads at gøre status over den samlede trilogi, og se om den var lige så god, som salgstallene umiddelbart fortæller.
Trilogiens hovedpersoner er den idealistiske journalist Mikael Blomkvist, som arbejder på det samfundskritiske tidsskrift Millennium, og den umyndiggjorte superhacker Lisbeth Salander. Efter at være dømt for bagvaskelse, bliver Mikael Blomkvist sat til at løse en gåde om en 40 år gammel forsvinden. Med på opgaven får han Lisbeth Salander, og de arbejder sammen om en løse en frygtelig historie om mord og sadisme.
I den næste film arbejder Mikael Blomkvist på en artikel om kvindehandel. Under arbejdet med artiklen bliver hans to vigtigste kilder brutalt myrdet. Lisbeth Salander, som har afbrudt al kontakt med Blomkvist, har tilfældigvis været i de myrdedes lejlighed samme aften, og hun bliver anklaget for mordet og udstillet i den svenske formiddagspresse. Politiet får dog ikke fat på Salander, der har et gammelt regnskab at gøre op. Blomkvist er umiddelbart den eneste der tror på Salanders uskyld, og han graver i hendes historie.
Dette hele ender i et voldsomt sammenstød i slutningen af filmen, hvorefter filmen slutter. ”Luftkastellet der blev sprængt” tager tråden op derfra. Det viser sig, at en sammensværgelse i en svensk efterretningstjeneste bevidst prøver at gøre Salander tavs. Blomkvist må herefter kæmpe for hendes uskyld, mens hun sidder i fængsel. Men det er ikke en let kamp, da modstanderen har stor magt.
Stieg Larssons trilogi er af flere blevet kaldt ”den bedste krimiserie nogensinde”, så det har derfor været et kæmpe pres, folkene bag filmene har stået overfor. Den første film blev instrueret af danske Niels Arden Oplev (Drømmen, To Verdener) og havde også danske manuskriptforfattere. Det var en god kombination, og filmen havde ingen problemer, med at være gået fra bog til film. Filmen havde langt bedre end de næste forstået filmmediet, og det at filmen ikke behøves at være 100 % efter bogen. Det var absolut blandt de allerbedste film sidste år.
De næste to film skuffede dog lidt; den svenske instruktør havde sammen med sit manuskriptforfatter-team ikke på samme måde formået at omsætte bogmaterialet til filmlærredet. 2’eren lænede sig alt for meget op af bogen; 3’eren var bedre filmisk en 2’eren, men gik dog hen og blev noget langtrukken.
Til gengæld bød serien på formidabelt skuespil. Michael Nyqvist og Noomi Rapace spiller fantastisk, og får to ellers meget karikerede karakterer til at virke troværdige, og det er filmenes største styrke.
Man skal dog ikke undervurdere filmene – de beviser at selv et lille skandinavisk land kan lave en storfilm. Filmene har en fantastisk billedside, og hvis ikke det var fordi de talte svensk, og handlingen foregik i byer med navne som Hedestad og Stockholm, kunne filmene ligeså ligne nogle der var optaget i Hollywood.
Serien starter med et rigtig højt niveau i ”Mænd der hader kvinder”, men falder desværre terræn i de næste to og må derfor nøjes med 4 stjerner af 6 mulige. Hvilket må være ret godt, da anmelderen ikke ligefrem tilhører seriens målgruppe.
Thue, 1.k